Efter besøg på Vejlsøhus, april 2025

    “Du skulle have snakket med Bodil,” siger en receptionist omringet af kontormøbler, kommercielle flyers og bimlende telefoner. Der er travlt i konferencecentret, så luften, der før var tyk af tuberkulose, cirkulerer nu i projektorer og termokander. “Bodil ved alt om bygningen,” siger hun.

    Jeg skal ikke til konference. Jeg er kommet for at danne mig et indtryk af det bygningsværk, som dannede ramme for Asger Jorn og mange andres indlæggelse med lungesygdommen tuberkulose. Bygningen, som nu kaldes Vejlsøhus, er opført i 1903 som Silkeborg Sanatorium og er Danmarks første af slagsen. Det hvide hovedhus skuer – stor i volumen – udover byen på forsiden og søen på bagsiden med en hær af facadekviste. Et tårn definerer hovedbygningens midte og dens symmetri. En symmetri som går igen i de runde vinduers rammekonstruktion.

    Fællesnævner for et konferencecenter og et hospital er det sterile: De hvide vægge, bare gulve, og den larmende stilhed, der ved travlhed erstattes af menneskelig trafik. Omstændigheder der får husets detaljer til at tale. I et konferencerum på øverste etage afsløres tagkonstruktionen. Et tagspær rager op igennem gulvtæppet og ind i skråvæggen, som hælder lidt mere end spæret mens to vandrette bjælker nærmest griber den i luften - holdt sammen af et tykt søm. Alle tre elementer, både spær, bjælke og søm, har fået en nænsom profilfræsning. Jeg forestiller mig at resten af spærskelettet, inklusiv de dele som er gemt under tag og væg, er lige så velfræset, som den der stikker ud i konferencelokalet. Også lampen i trappeopgangen fanger min opmærksomhed. En cylinder danner lampe mens en ekstruderet hulkegle danner skærm. Materialet, noget hvidlakeret plastik, afslører dens autencitet eller mangel på samme.

    På bygningens bagside gemmer sig et orangeri som rammer skoven og den bagvedliggende sø ind. Her er der stille og vinden mærkes kun i træernes kroner. Et essentielt rum for lungesyge, tænker jeg. Længere nede i haven finder jeg et langt skur som er i forlængelse af hovedbygningen. En mor og hendes datter sidder i læ af vinden som blæser ud mod søen. Jeg kigger op. Tagets bærende V-konstruktion er kopieret og vendt på hovedet for at udgøre et ornamenterende element. Ikke noget banebrydende for arkitekten at skrive hjem om, men alligevel nok for mig at studse over. Smådetaljer som hensynsløst bare ér, uden nogen rigtig ved hvorfor. Detaljer som man ikke skænker en tanke hverken som lungesyg eller konferencedeltager - men detaljer som jeg – og helt sikkert Bodil – stirrer sig blind på i dette fantastiske bygningsværk syd for Silkeborg.