Livsangst︎︎︎
Exhibition Design for Museum Jorn
The years 1951–53 were a challenging time for Asger Jorn, both in terms of health and finances, but also one of his most creatively rich and productive periods. In 1951, Jorn collapsed from malnutrition and was diagnosed with tuberculosis, which forced him to leave Paris and spend 17 months at a sanatorium in Silkeborg. The exhibition Livsangst focuses on the healing and restorative aspects of contemporary art. It presents a mix of historical and site-specific works by both international and Danish artists, including Edvard Munch (1863-1944), Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), Emil Nolde (1867-1956), Edvard Weie (1879-1943), Max Beckmann (1884-1950), Otto Dix (1891-1969), Emma Kunz (1892-1963), Arne Ekeland (1908-1998), Else Alfelt (1910-1974), Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), Asger Jorn (1914-1973), Marina Abramović (f. 1946), Robert Mapplethorpe (1946-1989), Ana Mendieta (1948-1985), Cindy Sherman (f. 1954), Jeppe Hein (f. 1974), Michelle og Uri Kranot (f. 1977 og 1975), Gudrun Hasle (f. 1979), Christine Sun Kim (f. 1980), Thomas Mader (f. 1984), Kinga Bartis (f. 1984) og Kristian Touborg (f. 1987). The exhibition is curated by Cecilie Marie Dalhoff.
The exhibition design is inspired by the architecture of the Silkeborg Sanatorium, now known as Vejlsøhus Hotel and Conference Center, which I visited in the spring of 2025. Playful wooden structures, graphic façade details, and geometric window features are translated into a spatial design for Museum Jorn, creating an exhibition space full of poetry and nostalgia.






Efter besøg på Vejlsøhus, april 2025
“Du skulle have snakket med Bodil,” siger en receptionist omringet af kontormøbler, kommercielle flyers og bimlende telefoner. Der er travlt i konferencecentret, så luften, der før var tyk af tuberkulose, cirkulerer nu i projektorer og termokander. “Bodil ved alt om bygningen,” siger hun.
Jeg skal ikke til konference. Jeg er kommet for at danne mig et indtryk af det bygningsværk, som dannede ramme for Asger Jorn og mange andres indlæggelse med lungesygdommen tuberkulose. Bygningen, som nu kaldes Vejlsøhus, er opført i 1903 som Silkeborg Sanatorium og er Danmarks første af slagsen. Det hvide hovedhus skuer – stor i volumen – udover byen på forsiden og søen på bagsiden med en hær af facadekviste. Et tårn definerer hovedbygningens midte og dens symmetri. En symmetri som går igen i de runde vinduers rammekonstruktion.
Fællesnævner for et konferencecenter og et hospital er det sterile: De hvide vægge, bare gulve, og den larmende stilhed, der ved travlhed erstattes af menneskelig trafik. Omstændigheder der får husets detaljer til at tale. I et konferencerum på øverste etage afsløres tagkonstruktionen. Et tagspær rager op igennem gulvtæppet og ind i skråvæggen, som hælder lidt mere end spæret mens to vandrette bjælker nærmest griber den i luften - holdt sammen af et tykt søm. Alle tre elementer, både spær, bjælke og søm, har fået en nænsom profilfræsning. Jeg forestiller mig at resten af spærskelettet, inklusiv de dele som er gemt under tag og væg, er lige så velfræset, som den der stikker ud i konferencelokalet. Også lampen i trappeopgangen fanger min opmærksomhed. En cylinder danner lampe mens en ekstruderet hulkegle danner skærm. Materialet, noget hvidlakeret plastik, afslører dens autencitet eller mangel på samme.
“Du skulle have snakket med Bodil,” siger en receptionist omringet af kontormøbler, kommercielle flyers og bimlende telefoner. Der er travlt i konferencecentret, så luften, der før var tyk af tuberkulose, cirkulerer nu i projektorer og termokander. “Bodil ved alt om bygningen,” siger hun.
Jeg skal ikke til konference. Jeg er kommet for at danne mig et indtryk af det bygningsværk, som dannede ramme for Asger Jorn og mange andres indlæggelse med lungesygdommen tuberkulose. Bygningen, som nu kaldes Vejlsøhus, er opført i 1903 som Silkeborg Sanatorium og er Danmarks første af slagsen. Det hvide hovedhus skuer – stor i volumen – udover byen på forsiden og søen på bagsiden med en hær af facadekviste. Et tårn definerer hovedbygningens midte og dens symmetri. En symmetri som går igen i de runde vinduers rammekonstruktion.
Fællesnævner for et konferencecenter og et hospital er det sterile: De hvide vægge, bare gulve, og den larmende stilhed, der ved travlhed erstattes af menneskelig trafik. Omstændigheder der får husets detaljer til at tale. I et konferencerum på øverste etage afsløres tagkonstruktionen. Et tagspær rager op igennem gulvtæppet og ind i skråvæggen, som hælder lidt mere end spæret mens to vandrette bjælker nærmest griber den i luften - holdt sammen af et tykt søm. Alle tre elementer, både spær, bjælke og søm, har fået en nænsom profilfræsning. Jeg forestiller mig at resten af spærskelettet, inklusiv de dele som er gemt under tag og væg, er lige så velfræset, som den der stikker ud i konferencelokalet. Også lampen i trappeopgangen fanger min opmærksomhed. En cylinder danner lampe mens en ekstruderet hulkegle danner skærm. Materialet, noget hvidlakeret plastik, afslører dens autencitet eller mangel på samme.


Tekst og tegning er forfattet af Mads Hvidkær Christoffersen uden brug af AI.

Mads Hvidkær Christoffersen
(C) 2025
+45 24 81 85 50
mads.c1998@gmail.com
CVR-nummer: 45514439
> Contact